De fleste af de solceller, som man kan købe på det danske marked, er baseret på krystallinsk silicium som den vigtigste bestanddel. De deles op i de monokrystallinske og de polykrystallinske solceller.

De polykrystallinske solceller er sammensat af flere forskellige silicium-krystaller – deraf navnet poly-krystallinsk – i modsætning til de monokrystallinske, hvor hver solcelle består af ét enkelt stykke krystal. Forskellen kan forholdsvis tydeligt ses ved, at de polykrystallinske solceller skinner meget forskelligt afhængig af, hvordan solen falder på dem eller hvilken vinkel man ser dem fra. Ofte ser man det som en blålig skinnende overflade, som ikke er énsfarvet men har forskellige nuancer, idet man altid ser de forskellige silicium-krystaller fra forskellig retning.

Polykrystallinske solceller vil i de fleste tilfælde også kunne kendes på, at de er skåret i kantede stykker, imodsætning til de monokrystallinske hele krystaller, som ofte har runde hjørner. På grund af deres karakter, vil de polykrystallinske soceller ofte være monteret  i rammer – oftest en alluminiumsramme, som holder solpanelet sammen og plant.

Mest udbredte i verden

Polykrystallinske solceller er den mest anvendte type i verden, og det er i langt de fleste tilfælde dem, man ser ved større anlæg på huse og eller i solcelleparker.

Prisen har betydning for, at polykrystallinske solceller er blevet de mest populære. De er billigere at fremstille, og de holder godt.

Ofte indvendes mod de polykrystallinske solceller, at de har en mindre effekt end de monokrystallinske solceller. Det er dog også i princippet korrekt, at de under idéelle forhold yder lidt mindre per kvadratmeter, men i mange tilfælde er arealet ikke så afgørende, når man skal installere solceller.

Ofte er det mere relevant at holde ydelsen op imod pris og holdbarhed, og her har de polykrystallinske solceller det fortrin, at udvalget er stort, og der er allerede en stor installeret kapacitet og dermed erfaring at trække på.

Ydelsen

Desuden kan forskellen i ydelse vise sig at være knap så stor, som man umiddelbart skulle tro, idet monokrystallinske solceller ganske rigtigt yder mest, når solen i skyfrit vejr står vinkelret på solcellen, hvor mono-kystrallen peger i én retning – mod solen. I mere diffust lyst bliver forskellen imidlertid mindre, idet de polykrystallinske solceller netop har krystaller, som vender i forskellige retninger og derfor er der altid krystaller som fanger lyset optimalt – uanset, hvilken retning, de kommer fra.

Generelt regner man med, at polykrystallinske solceller kan yde omsætte 12 – 14 procent af lyset til energi, svarende til en produktion på omkring 120 kilowatttimer per kvadratmeter, mens de monokrystallinske solceller kommer op på 14 – 16 procent og en produktion på cirka 130 kwh/m2. Men ydelsen afhænger af mange andre forhold end krystal-typen, heriblandt inverter, placering, skygge og selve installationen.