Bauhaus bliver forhandler af solceller
Skrevet d.Rækken af butikskæder som kaster sig ind i kampen om at blive forhandler af solceller udvides løbende. Senest har byggemarkedskæden Bauhaus meldt sig på banen som forhandler solceller. Bauhaus har allieret sig med virksomheden Unisolar, som står for installation og teknisk support af anlæggene. Kunderne køber dog anlæggene direkte af Bauhaus, som også står inde for garanti m.v.
Byggemarkedskæden tilbyder i udgangspunktet fire forskellige typer solcelleanlæg, som alle er baseret på monokrystallinske solceller fra Bosch. Det mindste anlæg har 11 solcellepaneler og er på 2,5 kw og koster 60.995 kr, mens det største anlæg er på 6 kw med 25 solcellepaneler til en pris af 114.995 kr.
Bauhaus baserer sine løsninger på en ret skemabaseret handel, hvor kunden udfylder en formular, hvor man selv skal angive en lang række forhold som er relevante for montøren af solcelleanlæg. Det gælder både hvilken type tag huset har, tagets materiale (om det består af tegl, tagpap, eternit eller andet), tagets hældning i forhold til solen (syd, vest osv), risiko for skygge på solcellerne, elmålerens placering, ligesom man med en tegning bliver bedt om at angive, hvordan solcellerne øsnkes placeret på taget.
Kunden bliver endda bedt om på forhånd at angive, hvor man ønsker sin inverter placeret. I skemaet angives størrelsen for henholdsvis Danfoss og SMA-invertere. Man bliver også bedt om at måle afstanden mellem eltavle, solceller og inverter.
På grundlag af det forholdsvis omfattende skema foretager kunderne en bindende bestilling af solcelleanlægget, hvorefter Unisolar tager ud og ser på huset og vurderer, om det bestilte solcelleanlæg kan monteres på huset. Hvis vurderingen giver anledning til, at anlægget må ændres – som for eksempel betyder, at solcelleanlæggets pris bliver højere – har kunden mulighed for at ændre i sin bestilling eller helt frafalde den.
De mindre anlæg fra Bauhaus udstyres med SMA Sunny Boy invertere, mens det største anlæg på 6 kwp udstyres med inverteren Danfoss Trible Lynx TLX Pro+.
I forbindelse med installation af solcellenanlæg sørges der for, at kunden tilmeldes Nettomålerordningen m.v.
No related posts.